Overvejer du et karriereskift? Er du blevet ledig? Eller vil du være faglært?
Det er aldrig for sent - grib chancen og ta' en erhvervsuddannelse for voksne.
Med en erhvervsuddannelse for voksne, også kaldet EUV får du gode og sikre kort på hånden, og løn under uddannelsen. En EUV bygger videre på din tidligere uddannelse og erhvervserfaring. Har du relevant erfaring, kan du tage uddannelsen på kortere tid. Vi hjælper dig med afklaring inden du starter.
Se alle vores uddannelser.
Eller følg din største interesse og bliv inspireret inden for områderne:
- Robot, teknologi og automatik
- Byggeri, energi og konstruktion
- Motor, transport og teknologi
- Mennesker, livsstil og sundhed
- It, netværk og design
- Gastronomi, ernæring og service.
EUV-forløbet tager udgangspunkt i netop din erfaring og tidligere uddannelse. Uanset hvilken branche du ønsker at være en del af i fremtiden, kan du her blive klogere på både økonomi, varighed, uddannelsens opbygning og adgangskrav.
Uddannelsens opbygning
Uddannelsens opbygning
En erhvervsuddannelse er opdelt af grundforløb og et hovedforløb. Som elev vil du automatisk starte på grundforløb 2. Afhængigt af din baggrund kan grundforløbet, der introducerer dig til uddannelsen vare fra 0 til 20 uger. Hovedforløbet består af både skoleundervisning og læretid i en virksomhed.
Din læretid på en læreplads
Læretid-perioden kan vare fra 0 til 2 år – igen afhængig af, hvad du har med dig af erfaring i forvejen. Det er dit ansvar at søge læreplads, men skolens virksomhedskonsulenter kan hjælpe dig med at finde én. Det kan også være, at du ønsker og har mulighed for at tage en EUV og komme i lære på den arbejdsplads, du allerede er ansat på.
Økonomi
Hvis dit EUV-forløb er sammensat af både skoledele og perioder på din læreplads:
Hvis skolen vurderer, at din uddannelse skal bestå af både skoledele og læretid i en virksomhed, kan du – hvis du har en læreplads – opnå elevløn fra lærepladsen, og virksomheden vil få EUV-refusion på op til 110 pct. af højeste dagpengesats i de perioder, du sidder på skolebænken.
Hvis dit EUV-forløb består af skoleforløb uden lærepladsperioder:
Hvis skolen vurderer, at du har mindst 2 års relevant erhvervserfaring og derfor kan gennemføre en EUV uden tid på en læreplads, kan du søge SU.
Hvis du ikke finder en læreplads:
Kan du søge SU til hele grundforløbet og skoleoplæringsydelse til hele hovedforløbet.
Hvis du er ledig:
Kan du – efter aftale med kommunen – tage en erhvervsuddannelse med dagpenge eller kontanthjælp. Kontakt dit lokale jobcenter, for at høre mere om dine muligheder.
Varighed
Varighed - afhænger af din relevante erhvervserfaring
En erhvervsuddannelse tager typisk mellem 3 til 4 år, men som voksen-elev har du mulighed for at afkorte uddannelsen, afhængig af hvor meget relevant erhvervserfaring du har med i bagagen.
Tag gerne en snak med vores vejledere, som i første omgang kan give dig et fingerpeg om, hvordan dit personlige EUV-forløb kan blive strikket sammen. Du afslutter uddannelsen med et svendebrev og har mulighed for at læse videre.
Adgangskrav
For at blive optaget på en erhvervsuddannelse for voksne (EUV), skal du opfylde følgende
- Være mindst 25 år
- Have afsluttet folkeskolen eller tilsvarende undervisning
- Have opnået et karaktergennemsnit på mindst 2,0 af de sidste standpunktskarakterer i dansk og matematik i henholdsvis 9. eller 10. klasse.
Opfylder du ikke karakterkravene? Så kan du komme til optagelsesprøve.
Undtagelser fra karakterkravet
- Har du allerede en underskrevet uddannelsesaftale med en virksomhed inden opstart, kan du søge om optagelse, selvom du ikke opfylder karaktergennemsnittet.
- Du opfylder også adgangskravet, hvis du har to års relevant erhvervserfaring i forhold til den uddannelse, du søger ind på.
Bliv vurderet - så vi kan forme dit uddannelsesforløb
Realkompetencevurdering
Når du har tilmeldt dig en erhvervsuddannelse, vil der automatisk blive udarbejdet en vurdering af den skole – og erhvervserfaring, og andre evner du har med dig i rygsækken. Også kaldet en realkompetencevurdering. Vurderingen udarbejdes mellem skolen og dig, og danner grundlaget for hvordan dit uddannelsesforløb bliver skruet sammen.
Du kan også få lavet en vurdering, inden du søger optagelse, så du på forhånd har et klart billede af, hvor lang tid din ønske-uddannelse vil tage. Tag kontakt til Studie – og Vejledningscentret, som kan hjælpe dig i gang med en vurdering.